Begravelse / Bisættelse

Ved dødsfald

Dødsfald skal anmeldes til afdødes bopælssogn på en særlig blanket senest to hverdage efter hændelsen.

Anmeldelsen skal ske af afdødes ægtefælle, samlever, afdødes børn over 18 år eller afdødes forældre i nævnte rækkefølge. Sammen med anmeldelsen medbringes så vidt muligt afdødes dåbs- eller navneattest og evt. vielsesattest.

I mange tilfælde sker anmeldelsen og kontakten til sognepræsten eller kirkekontoret gennem en bedemand.

Herefter aftaler man med præsten eller gennem bedemanden tid og sted for begravelse eller bisættelse.

Begravelse / Bisættelse

Ofte bruges ordene begravelse og bisættelse synonymt.

Ved en begravelse forstås en begravelseshandling, hvor kisten nedsænkes i jorden og jordpåkastelsesritualet finder sted på kirkegården.

Ved en bisættelse forstås en begravelseshandling, der består af kremering (ligbrænding) og eventuelt efterfølgende urnenedsættelse. Jordpåkastelsesritualet foregår i så fald i kirken eller på krematoriet.

Sognepræsten i bopælssognet er begravelsesmyndighed og godkender anmodningen om begravelse eller bisættelse. I den forbindelse er det begravelsesmyndighedens primære pligt at sørge for, at begravelsen eller bisættelsen sker i overensstemmelse med afdødes ønsker. 
Normal tager man medlemskab af folkekirken som udtryk for, at afdøde har ønsket en kirkelig begravelse. Som medlem af folkekirken har man krav på, at en præst medvirker, når man bliver begravet eller bisat.

Er man ikke medlem af folkekirken, har man ikke krav på, at en præst medvirker, når man bliver begravet eller bisat.

Er afdøde medlem af folkekirken, men har den afdøde afgivet ønske om, at vedkommende ikke ønsker, at en præst medvirker til begravelsen eller bisættelsen, bør man fremlægge dette ønske for sognepræsten.

Er den afdøde ikke medlem af folkekirken, men ønsker den afdødes familie at begravelsen eller bisættelsen skal ske med medvirken fra en præst på trods af den meningstilkendegivelse, der ligger i at stå udenfor folkekirken, bør man drøfte det med sognepræsten.

I begge tilfælde er det op til den enkelte præst at vurdere, om der bør medvirke en præst til begravelsen eller bisættelsen.

Begravelses- og bisættelsesgudstjenestens gang og salmerne aftales mellem præsten og de pårørende. Man synger typisk tre eller fire salmer, og præsten holder en tale, der som oftest inddrager personlige træk om afdøde, men som især er en forkyndelse af det kristne evangelium ind i dødens og sorgens situation.

De tre skovlfulde jord på kisten symboliserer livet fra fødsel og død, og opstandelsen, som Gud kan give os del i. Jordpåkastelsen sker ved graven efter en forudgående begravelsesgudstjeneste i kirke eller kapel, når der er tale om jordfæstelse. I tilfælde af ligbrænding sker jordpåkastelsen som afslutning på bisættelsesgudstjenesten i kirken eller kapellet, hvorefter båren føres til krematoriet.