Leif Simonsen fortæller om Låsby Kirkes historie

Følgende tekst er, i forbindelse med et foredrag af Leif Simonsen d. 1. juni 2016, nedskrevet af Leif Simonsens datter Irene Simonsen og herefter let tilrettet til offentliggørelse på Låsby Kirkes hjemmeside.

”Hvornår Låsby Kirke er bygget, ved vi ikke præcist, men vi ved i hvert fald én ting: Det er ikke mange steder, at det gamle salmevers Slægt skal følge slægters gang passer bedre end her. Vi har ikke nogen præcise årstal for kirkebyggeriet, men vi ved, at i 1173 kommer munkene til Øm Kloster, og i 1183 skænker Biskop Svend af Aarhus Kalbygård i Låsby sogn til Øm Kloster. Med det er sikkert fulgt retten til at drive kirke, eller patronatsretten, som det også hedder.

Først i 1524 har vi endeligt bevis på, at der har været en kirke. Vi formoder, at kirkebyggeriet er gået i gang kort efter, at klosteret har overtaget Kalbygård. Det har været et meget stort byggeri på den måde, at der var et sogn her, som kun omfattede – ifølge professor P. G. Lindhardts beretning – 129 personer, fra spædbørn til oldinge. Selvom klosteret sikkert har stået bagved meget af byggeriet, så har det alligevel været en kæmpeopgave, når vi tænker på, at stenene skulle slæbes ind fra marken. Det har sikkert været lokalbefolkningen, der gjorde det, og samtidig var de håndværkere, som skulle bygge kirken, stenmesteren og hans svende, nødt til at bo og have deres ophold i det lille samfund.

Stenene her, granitkvadrene, er hugget til på fem sider, og moderne mennesker har regnet ud, at det tager 40 timer for hver side, man hugger ud. Den side, der vender ind imod kirken, er ikke tilhugget. I stedet er ujævnhederne indvendig blevet fyldt op med marksten, og så er der efterfølgende blevet pudset af.

Som sagt ved vi ikke noget om kirken før 1524. Man var bedre til at bygge end til at skrive på det tidspunkt. Det bevis, man har, er, at kirken dette år skulle svare 20 mark til den altid slunkne fælleskasse, den vi i dag kalder statskassen. Allerede i 1400-tallet er Kalbygård nævnt.

Op igennem middelalderen havde vi ifølge historikerne to fløje i den danske magtelite, som kæmpede om magten, og det var adelen og kirken. Den, der havde magten på det tidspunkt, hvor kongen skulle vælges, var altså med til at bestemme, hvilken konge vi skulle have. Op igennem 1400-tallet havde adelen tilsyneladende fået mere magt og også større økonomiske midler. Man var begyndt at sætte tårne på boligerne, på slottene og de store gårde, og det kunne kirken ikke sidde overhørig, så omkring 1500 begyndte man at sætte tårn på Låsby Kirke. Om tårnet nogensinde har været der, altså om det nogensinde er blevet færdigt, det ved vi ikke. Vi kan bare se, at man har gjort foranstaltninger til det. Man flyttede vestmuren ud, og til de åbninger, der så blev i siderne, hentede man tilsyneladende nogle sten henne fra Bjarup nedbrudte kirke, som man satte op. På samme tidspunkt byggede man også våbenhuset. Hvad tårnet angår, er spørgsmålet, om det blev færdigt eller ej. Hvis man går op på loftet, så kan man se over buen her, som skulle bære tårnet på østsiden. Den står, som om håndværkerne var gået hjem i går.

Med tiden fik kirken også et alter, et rigtigt katolsk alter med afbildninger af bisper og paver osv., men midterfeltet var ikke det, vi har i dag. Midterfeltet viste, selvom det ikke kan siges med sikkerhed, Maria med barnet eller måske sognets skytshelgen.

Op igennem 1400-tallet kommer der nye tanker frem i Europa; nyt tankegods baner vejen for reformationen, men først i 1517, da Luther slår sine teser op på kirkedøren i Wittenberg, har man den reelle reformation. Til Danmark kommer den ikke før kongeskiftet i 1534. På dette tidspunkt er det adelen, der sidder på magten og får sin repræsentant som konge. Det er en mand af nye tanker, og fra 1536 reformeres kirken i Danmark. Det er ikke noget, der går voldsomt til, for i Danmark har vi aldrig brugt at slå hinanden ihjel pga. religion, men det tager sin tid, inden reformationen slår igennem. Hvornår den rigtig får fodfæste i befolkningen, ved vi ikke helt, men kirkens gods – og det var en stor rigdom – overgår til kronen. Ergo kunne man ikke have et alter i Låsby, der var så katolsk, så det blev ændret: Krucifikset, som nu sidder i altertavlens midterfelt kom ind i 1594, altså 58 år efter reformationen. Man var ikke så hurtig herude; man var på landet, ja, midt i Jylland. Det krucifiks, man skiftede ud efter Reformationen, i 1594, var et processionskrucifiks fra 1450, dvs. et krucifiks man bar rundt i sognet ved kirkelige højtider.

Hvad kirkens ejerforhold angår, ved vi først noget fra 1661. Fra det år er der skriftligt bevis på, at kirken er under kronen. Allerede i 1676 har det imidlertid ændret sig, for da dør Mogens Friis på Friisenborg, og der bliver lavet kirkesyn, så man kan se, at det er Friisenborg, der har ejet kirken. Man skal tænke på, at det ikke var nogen underskudsforretning at have en kirke på det tidspunkt. Der var jo indtægter; man havde ret til at indkræve tiende, så der var en indkomst. Kirken var i Friisenborgs besiddelse indtil 1724, hvor den bliver generhvervet af kronen, og den kommer under Rytteriet i Skanderborg. Det er den indtil 1767, hvor Rytteriet nedlægges og værdierne derfra bliver sat på auktion. Låsby Kirke bliver solgt ved hammerslag til højesteretssagfører Bruun i Viborg. Han dør imidlertid ret hurtigt herefter, i 1773, og så er det hans hustru, der arver kirken. I 1776 sælger hun kirken til ridefogeden på Store Restrup ude ved Sabroe. Året efter pantsætter han den til fogeden på Bistrup, og det blev starten på 80 år med meget omskiftelige ejerforhold for Låsby kirke. I 1808 kan man se, at det er Søbygård, der ejer kirken, og den sidste eneejer af kirken er mølleren i Toustrup, hvis mindetavle står nede bag ved orglet.

I 1854 overtager bymændene kirken, dvs. de køber den. De har været temmelig fremskridtsvenlige, for allerede i 1812, hvor de gik sammen med bønderne fra Dallerup, Flensted og Låsby, har de købt deres fæstegårde fri fra fæstemål under Kalbygård. Det var fremskridtsvenlige folk, og de ejer kirken indtil 1913, hvor den overgår til selveje ligesom hovedparten af Danmarks kirker.

Man kan ikke rigtig tale om Låsby Kirke uden at omtale byens store søn, Thor Lange (1851-1915), dvs. han var vel ikke byens store søn, men hans farfar, Thor Neve Lange, ejede Kalbygård. Thor Lange blev født i København som præstesøn, og hans forældre dør tidligt, først faderen, og hans mor også snart derefter, så Thor Lange fik meget tilknytning til Kalbygård, som på det tidspunkt var ejet af hans farbror. På den måde kom han jo til at kende Låsby Kirke. Uddannet er han imidlertid i København, først på Metropolitanskolen og derefter på Københavns Universitet, hvor han læste klassisk filologi, dvs. sprog og litteratur. Da han var færdiguddannet på universitetet i 1874, og der kom en henvendelse fra den russiske stat til den danske stat, om vi ikke havde nogen sproglærere, de kunne låne, blev Thor Lange indstillet til at søge stillingen. Han kommer til Skt. Petersborg, hvor han er et år for at lære russisk. Thor Lange får et sproggeni. Det fortælles, at han engang blev spurgt, hvordan man da kunne lære 16 sprog, hvortil han svarede, at det var ikke så vanskeligt, når blot man kunne sit eget sprog rigtigt. Det var især de klassiske sprog, bl.a. græsk, og de slaviske sprog, herunder russisk, der optog ham, og fra disse sprog har vi rigtig mange oversættelser fra hans hånd til dansk. Efter det ene år i Skt. Petersborg kommer han til Moskva som sproglærer og stiger meget hurtigt i graderne. Han kommer også ind i diplomatiet og bliver på et tidspunkt konsul for Danmark; han udnævnes til russisk statsråd og bliver optaget i den russiske adel, og hans fremtid tegner lys, men den lå i Rusland. Først i 1880’erne bliver han gift med en ukrainsk storfyrstinde, som ejede et gods i Ukraine. Det var ikke noget husmandsbrug; det var et gods på størrelse med Fyn. Da hun giftede sig borgerligt, måtte hun afgive nogle privilegier, men dem genvandt hun, da Thor Lange blev optaget i adelen og faktisk endte i toppen af det russiske hierarki.

Thor Lange var et usædvanligt menneske på mange måder. Han betragtede sig selv som arving og efterkommer af en gammel ridderslægt, og hele hans opførsel og etik rettede sig efter den tanke. Han følte, at han hørte hjemme i middelalderen og udtalte engang: ”Jeg er født alt for sent”. Han led en del af hjemlængsel til Danmark og blev ved med at skrive hjem til Danmark. Han var imidlertid ikke rigtig anerkendt i Danmark, fordi hans digtning og forfatterskab udsprang af romantikken. 1880’erne og ’90’erne var jo i Danmark præget af Georg Brandes og de tanker, han stod for – og de stred lidt imod Thor Langes. Thor Lange var altså ikke så anerkendt i Danmark, hvad han så til gengæld var i Rusland, hvor han som nævnt endte i samfundets top.

At han var usædvanlig viste sig på flere måder. Det fortælles, at han engang, hvor han var på rejse i Grækenland, pludselig led så meget af hjemlængsel, at han skyndte sig at rejse hjem til Danmark. Det var ikke mange gange, han var hjemme, men det skete, og hjemlængslen digter han om i digtet ”Ved Låsby Kirke” (1907).

Når jeg siger, at vi ikke kan omtale Låsby Kirke uden at nævne Thor Lange, er det pga. de gaver, han gav til kirken: Først og fremmest disk og kalk, men på degnestolen sidder der også et lille krucifiks skåret ud i elfenben, og i 1880’erne modtog man tre malerier. Det ene, fra 1887, er malet af den russiske maler Sergej Gribkov og forestiller Kristus på himmeltronen (titel: ”Den tronende Kristus”). Da det blev skænket til kirken, tog man krucifikset ud af altertavlens midterfelt, og satte maleriet ind i stedet. I 1949, da der var en større restaurering af koret, kom krucifikset tilbage i altertavlens midterfelt, og maleriet med Kristus blev hængt på nordvæggen lige over for indgangsdøren. Ved den sidste restaurering i 1968/69 blev Kristusbilledet hængt på sydvæggen lige vest for indgangsdøren.

At Thor Lange var usædvanlig, fremgår også af andre ting: For 10 år siden sad jeg og læste min søndagsavis, og da så jeg pludselig navnet Thor Lange. Det var i en artikel, som handlede om trafficking, om udenlandske kvinder, som blev lokket til Danmark med gyldne løfter, men endte – mange gange – med en elendig fremtid inden for et lyssky erhverv. Det samme skete i 1880’erne og ’90’erne, men på det tidspunkt var det danske piger, som blev lokket til Rusland med løfte om stillinger som danserinder og deslige – og blev udnyttet på det groveste. For de stakkels kvinder var der, dengang som nu, ingen af staterne, der ville gøre noget, hverken Rusland eller Danmark. Thor Lange hjalp imidlertid disse kvinder af egne midler.

Så var der igen, her i efteråret 2015, da jeg sidder og hører en musikudsendelse med folkemusik, især fra Rusland og Østeuropa. Om oversættelserne sagde speakeren: ”De er af vores store sprogforsker, Thor Lange”, og han fortsatte: ”Det er mærkeligt, at der om den mand, som har betydet så meget, aldrig er skrevet en doktorafhandling.” Det syntes han virkelig, der burde gøres.

Thor Lange, der var meget nationalbevidst, skænkede forskellige sten til minde om store begivenheder i Danmarks historie: Der står et kors ved Finderup Lade, en sten på Grathe Hede, og i Skibelund Krat står der også en sten, Thor Lange har sat. Der står også en mindesten, som Dansk Forfatterforening har sat til minde om Thor Lange. Thor Lange døde i 1915 i Ukraine og blev begravet der, men da hans ønske var at blive begravet i dansk jord, blev han i 1920 genbegravet på Vestre Kirkegård i København.

I 1917, efter revolutionen i Rusland, måtte hans enke flygte til Danmark, og hun bosatte sig i Nordsjælland. Op i trediverne syntes hun, at hun ville gøre noget til minde om sin mand, som var i hans ånd. De folk, hun spurgte til råds, foreslog, at hun skulle bekoste et mindesmærke omme på Øm Kloster til minde om Abbed Gunner, som blev abbed på Øm Kloster i 1216 – måske på det tidspunkt, hvor Låsby Kirke blev færdig. Det ved vi jo ikke, men det er omkring det tidspunkt. Abbed Gunner blev senere biskop i Viborg, men det er ikke pga. hans stilling som hverken abbed eller biskop, at mindestenen er sat. Det er til minde om, at biskop eller abbed Gunner var den mand, som førte pennen, da den første danske lov blev skrevet, nemlig Jyske Lov, der starter sådan: ”Med lov skal land bygges […] Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest.” Det var i 1241. Thor Langes enke dør, inden stenen bliver sat op, men rejst bliver den.

I 1949 får vi så restaureret kirken, eller koret i hvert fald, og de første lysekroner kommer op. Så går der nogle år til 1968/69, hvor den helt store restaurering af kirken følger. Varmeapparatet fungerede ikke godt, så man var nødt til at gå i gang med at restaurere, og det er jo sådan, at når man går i gang med at restaurere gamle huse, så kommer der altid meget mere med, end man lige troede, da man startede. Og det skete også her. Der var ikke den ting, som ikke blev restaureret. Gulvene blev brækket op; der blev indlagt centralvarme og kom trægulve i stolerækkerne. Der kom også nye stolerækker. Loftet, der var malet, blev taget ned, og de gamle bjælker kom frem.

I den forbindelse har jeg en lille morsom historie: Jeg mødte tømrermesteren, som stod for træarbejdet. Så siger han, ”Jeg er så spændt på i morgen.” ”Nå, hvad sker der da i morgen?” spørger jeg. ”Jo, da kommer de højere myndigheder og kontrollerer, om vi har lagt alle bjælkerne rigtigt op, for det skal vi jo. Men der var altså to af dem, der var så dårlige, at dem har jeg lagt om bag ved diget.” Nogen tid efter mødte jeg tømreren igen, og jeg spørger: ”Nå, hvordan gik det så?” ”Jo, det gik da; de opdagede ikke, at der manglede to bjælker. Og nu kommer de i hvert fald aldrig op”, svarede han. Det var sikkert en god beslutning, for mange af bjælkerne deroppe er jo skarret sammen, så de har ikke været lige gode alle sammen. Jeg kan godt lide den historie, fordi den viser lidt om, at det er vores kirke, og at lokalbefolkningen tager sig af den. Det er jo fint, at myndighederne kontrollerer, at vi ikke ødelægger alting. På den anden side så er det også rart, når der er mennesker i lokalbefolkningen, der kan være med til at tage ansvar.

Lysekronerne blev taget ned, og der kom lampetter op, som var sponseret af en dame i byen, og der hvor Kristusbilledet var på nordvæggen, kom der et vægtæppe op, som også var sponseret af en dame i byen. Kristusbilledet kom ned på sydvæggen, og de to gamle lysekroner, der hang i midten af kirken, kom på loftet.

Vi fik et nyt orgel, og at pengene har været forholdsvis små, kan man se af, at det var et lille orgel med fem stemmer. Da det var moderne dengang med høje stemmer, var der ingen dybe stemmer på det orgel, og det blev kaldt et ”skrigeorgel” – hvad der nu ikke helt passede på det. For tre-fire år siden fik vi så et nyt orgel med tolv stemmer, et meget dejligt orgel. Når vi så har en dygtig organist, så er vi jo godt kørende i Låsby.

Jeg har ikke nævnt det smukkeste, vi har i Låsby Kirke. Det er vores døbefont. Ved den sidste restaurering blev den flyttet frem og står midt i koret. Det er en ”løvefont”, lavet af stenmesteren fra Sjørslev. Der står en del løvefonte her i Østjylland, men den i Låsby Kirke er et særlig flot eksemplar. Den er så fin, at der har været teorier fremme om, at den sikkert var lavet til en større kirke. Den var for fin til så lille en kirke som Låsby Kirke, men nu står den her, og vi er meget glade for den.

Engang da Thor Lange var hjemme, skrev han i ovennævnte digt om Låsby Kirke om kirkens klokke. ”Lille Klokke sprød og sprukken, lul mig ind endnu engang”, skriver han (1907). Det var jo fint, at Thor Lange havde skænket nogle gaver til kirken, men at han sådan påpegede, at kirkeklokken var revnet; det var ikke det, man brød sig mest om. Klokken var imidlertid revnet, og det blev den ved med at være i mange år. Den blev først skiftet i 1974, hvor kirken fik en ny klokke, som var støbt i Frankrig og bar inskriptionen ”Guds godhed at forkynde”.

Det er sådan, hvad jeg har at sige om kirken og dens historie. Der kunne fortælles meget mere, men en ting er jeg sikker på: Kirken er bygget på grundlag af Jesu ord til sine apostle: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Det er på det grundlag, at kristendommen er blevet udbredt i Europa, ja, over hele verden, også i Danmark, også i Låsby. Hvordan det kristne budskab er blevet brugt og misbrugt op igennem de 800 år, kirken har stået her, det ved vi ikke meget om, men man kan være sikker på, at kirken har været et holdepunkt for de mennesker, som boede her. Uanset om det var under katolicismen, under reformationen, om tiden var præget af pietisme, rationalisme eller vækkelsestid, så har kirken været et samlingspunkt. Der har man søgt hen i lyst og nød, og man har søgt kirkens beskyttelse i ufredstider. Hvad lyst og nød angår, har jeg ladet mig fortælle, at for hundrede år siden, under den spanske syge, da var der bryllup her i kirken samtidig med, at der oppe i kapellet stod 7 kister. Det er i sandhed lyst og nød.

En lille personlig historie vil jeg gerne slutte med: For en 10-12 år siden blev min kone og jeg pensioneret, og en morgen, da jeg kom hjem fra en tur med hunden, stod min kone ved køkkenbordet i færd med at tilberede morgenmaden. I radioen var der morgenandagt fra Københavns Domkirke, og man sang ”Lover den Herre, den mægtige konge med ære”. Så siger min kone: ”Jeg er født katolik, og da sang vi den. Da jeg blev en stor pige, som selv kunne tage stilling, da gik jeg over til de reformerte. Da sang vi også ”Lover den Herre, den mægtige konge med ære”. Så gik der nogle år, og så blev jeg gift med dig i den danske folkekirke, og da sang vi den også.”