Du er her: 

Ny præst i Låsby kirke

Mit navn er Jacob Haukedal Neergaard, og jeg er 32 år. Jeg er oprindelig fra Viborg-egnen, hvor jeg er vokset op med mine forældre og to mindre søskende. Min familie har altid benyttet kirken, som danskere er flest – til store højtider og i forbindelse med familiebegivenheder, som dåb, konfirmation og begravelse. Kirken har derfor altid været et sted, som vi brugte, men vores slid på kirkens bænke var begrænset. I dag bor jeg i Randers sammen med min mand, Kristian, vores hund Bartho, en 2-årig Berner Sennen, og vores to katte, Ninja og Skygge. I min fritid går jeg allerhelst i min lille have, hvor jeg dyrker både blomster og grøntsager, og ugentligt er vi en gruppe venner som mødes til Whist. Derudover holder jeg meget af at bruge min stemme og har i mange år sunget i kor i forskellige sammenhænge.

Musikken blev også min indgang til præsteembedet. I min gymnasietid sang jeg i Viborg Domkirkes kor. Det startede som et studiejob, og gennem årene lærte jeg meget om sang, musik og salmer, og holdt mere og mere af at bruge min stemme og synge kirkeligt musik. I 3.g. begyndte jeg at synge i et gospelkor, hvor jeg lærte mere rytmisk kirkemusik at kende. Her stiftede jeg også bekendtskab med den musikalske tradition fra Taizé-klosteret i Frankrig, og blev interesseret i dets meditative struktur og bønsform. Efter gymnasiet, kun 20 år gammel, besluttede jeg mig for at tage ophold på klosteret. Et krav for at blive på klosteret er, at man deltager i en ugelang stilhedsretræte. Det blev imidlertid til et kortere ophold end forventet, da mit snakkesalige gemyt fik min kontaktbror på klosteret til at bede mig rejse hjem, da han mente, at jeg havde brug for at modne, inden jeg kunne blive. Med årene har jeg opdaget, at han havde helt ret, men sådan er det vel altid.

Jeg fandt senere på mit sabbatår en au-pair-familie i Bayern, Tyskland. Her boede jeg syv måneder og holdt meget af dem og mit liv dernede. Familien var karismatisk orienteret og viste mig deres verden og religiøs tilgang med lovsangsmusik, tungetale, managryn, håndspålæggelser og hvad der ellers hører til deres tradition og spiritualitet. Jeg blev dermed introduceret til, hvordan et udlevet kristent liv kunne se ud, og hvordan man kunne fejre og udleve sin tro på Jesus, som en reel livgivende og forandrende kraft i dagligdagen og i verden. Hos dem opdagede og udviklede jeg mit trosliv meget, og de har til stadighed en stor indflydelse på mit religiøse udgangspunkt og udtryk.

Efter mit ophold i Tyskland var jeg overbevist om mit valg af teologi på Aarhus Universitet. Studiet var, for mig, vejen til målet. Jeg var overbevist om, at jeg ville være præst, og at jeg ville inspirere Folkekirken, da jeg mente (og stadig mener), at lovsangen og glæden burde have en større plads i vores kristne fællesskab og gudstjeneste.
I løbet af studiet blev jeg tilknyttet Møllevangskirken i Aarhus, som viste mig en social-orienteret og aktivistisk tilgang til det lokale kirkelige miljø. Særligt de menighedsbaserede sommerlejre, julekalendergudstjenester og børneaktiviteterne er en grundsten i min teologiske vinkel i dag. Også Studentermenigheden, hvor jeg var formand i flere år, har præget min teologi – både med de moderne, ungdomsorienterede tilbud og vores studierejser til bl.a. Lindisfarne i England, hvor jeg mødte den keltisk-inspirerede kristendom.

I løbet af min kandidatuddannelse blev min mand og jeg udsendt til den danske kirke i New York. Men pga. vanskeligheder med visum blev vi i udsendt til kirkerne i Berlin, Hamborg og Bruxelles, indtil vores visum var på plads. I alt var vi af sted i 1,5 år, og kirkerne i udlandet lærte mig vigtigheden af kirken som kulturbærer og grundlag for vores sociale, nationale og kulturelle fællesskab.

I foråret 2016 skrev jeg mit speciale om frivillighed og menighedssyn på baggrund af et feltstudie i Sankt Andreas Kirke i Randers. 14 dage inden jeg afleverede mit speciale, blev stillingen som kirke- og kulturmedarbejder slået op samme sted, og da jeg allerede havde et bredt kendskab til kirken og de frivillige miljø, var det oplagt for mig at søge den. Mit arbejde bestod primært af det diakonale og familie/børne-orienterede arbejde, samt ledelse af de frivillige tilknyttet kirken. Jeg var meget glad for denne stilling, og fik derigennem meget erfaring med kirken som arbejdsplads og afholdelse af forskellige gudstjenester. Så i august 2019 følte jeg mig helt klar og rustet til at påtage mig jobbet som præst, og valgte derfor at søge optag på pastoralseminariet i Aarhus.

Efter en del uvished i forbindelse med Corona-virus blev jeg nød-ordineret i Aarhus Domkirke, tirsdag d. 31. marts 2020. Da det stadig var forbudt at forsamle sig mere end ti personer, valgte biskoppen at ordinere to kommende præster af gangen, og da vi ikke kunne indsættes i vores egne kirker, blev vi samtidig nød-indsat, og den lokale fejring bliver afholdt, når vi igen kan være sammen. Det betød, at jeg kun kunne medbringe en enkelt gæst, min mand selvfølgelig, og en repræsentant fra mit arbejde, Majbrit Daugaard, formand for Skoletjenesten i Skanderborg.
Den store ordination, hvor domkirken er ved at sprænges af salmesang og fyldt op med menighed, familie og præster fra hele stiftet, blev dermed ikke mit lod. Til gengæld fik ceremonien en anden karakter. Den var mere nærværende og blev nok mere overvældende, da kirken og gudstjenesten virkede helt lille i den meget store domkirke. Det gav også biskoppen mulighed for en mere afslappet tilgang med flere regibemærkninger, men alt i alt var det en smuk og højtidelig ceremoni.

Med alle disse oplevelser og erfaringer i rygsækken er jeg nu klar til mit virke som præst, og ser meget frem til at møde menigheden i Låsby og mit samarbejde med min kollega Pia og menighedsrådet. 

Del dette: